Skal dit barn være familiens snackmester?

Lørdag d. 2/9-2017 kl. 12.00-13.00 Tangkrogen, Aarhus
Køb billet

Billetsalget er slut

 

Hvordan tanker dine børn sundt brændstof, så de har energi til dagens aktiviteter?

Meld dine børn til 4H og Madskolernes arrangement, hvor de lærer, hvordan de laver sunde energikugler, som kan anvendes som en booster til træningen, et alternativ til fredagsslikken eller ide til madpakken.

4H og Madskolerne tilbyder et sjovt og lærerigt arrangement for festivalens yngre gæster i aldersgruppen 7-12 år. Arrangementet inddrager aktivt børnene i at fremstille energikuglerne. Børnene lærer om anvendelsen af naturens egen sødme samt det at arbejde efter en opskrift. Ved at have fingrene i maden, smage og dufte udvikler de kompetencer til selvstændigt at begå sig i et køkken. Og hvem ved – måske kommer de også hjem med inspiration til forældrene.

Forældre har under arrangementet mulighed for at kigge på fra siden i teltet eller udforske andre værksteder på Food Festival. Vi opfordrer dog til, at det er børnene, der selvstændigt udfører madlavningen under kyndig vejledning af 4H og Madskolernes instruktører.

De deltagende børn får hver en godtepose med sig fra arrangementet, indeholdende de lækre energikugler samt diverse materialer fra 4H og Madskolerne.

1 billet giver adgang til 1 barn samt mulighed for forælder.